Meat-free monday, kødfri fredag, vegetardag. Kært barn har mange navne. I mit køkken er det snart omvendt, kød fuld torsdag eller noget i den dur. Mest fordi det kød jeg vælger er kostbart, og fordi jeg har fravalgt at spise nær så meget kød som tidligere af den årsag, at kød er ressource krævende at fremstille. For mig er det bestemt ikke et afsavn, kød har aldrig været det store for mig. Ikke at jeg ikke sætter pris på en stor rød bøf indimellem, elsker en saftig grydestegt kylling eller ikke værdsætter baconenes fænomenale egenskaber. Jeg gør det bare ikke så ofte i kød.
Og så ELSKER jeg grøntsager! Længe har jeg lavet vegetar retter med et hav af linser, bønner, flager og korn, og det er jeg gået lidt død på. Derfor har jeg nu kastet mig ud i den udfordring, at jeg skal lave nye vegetar retter, gerne nogle hvor jeg rammer umami-smagen, da det er den jeg savner, og ikke kødets struktur.
Forleden blev det til en fyldt aubergine tilberedt i og med svampefond, som er med til at give retten et snert af umami. Den kan dog sagtens tilberedes med en god bouillon.
Opskriften er til 1 aubergine, som svarer til hovedret til én, med mindre man serverer tilbehør ved siden af.
- 1 aubergine
- 2 gulerødder
- 1/2 porre
- 1 lille rød peber
- 1 dl sultanas
- 1 dl ris (jeg brugte basmati)
- 1 finthakket rødløg
- 2 fed pressede hvidløg
- Olie
- 2 dl bouillon/svampefond
- Groft salt
- 1 tsk spidskommen frø
- 1/2 tsk kardemomme
- 1-2 tsk chilipulver
- 1 dåse tomatpure
- Et stykke god feta
- 1 dl yoghurt
- Frisk mynte
- Kog risene efter anvisning på pakken.
- Tænd ovnen på 175 grader.
- Skyl og klargør grøntsagerne.
- Halvér auberginen, og skrab kødet ud, lad dog en kant af kød blive siddende.
- Hak kødet.
- Skær gulerødder og peberfrugt i tern, porren i skiver.
- Svits løg og hvidløg i olien, og tilsæt spidskommenfrøene. Når duften begynder at brede sig, tilsættes de øvrige grøntsager, inkl aubergine-kødet. Svits det i ca.5-10 min.
- Tilsæt 1/2 dl af svampefonden samt tomatpuréen, samt de øvrige krydderier. Lad det simre en halv time. Smag til undervejs med salt og peber. Husk at både fonden, eller bouillonen er salt i sig selv.
- De sidste 5 min. tilsættes sultanas.
- Nu blandes saucen med risene, og fyldet kommes i aubergine halvdelene. Der må gerne komme en lille top på.
- Placér auberginerne i en lille bradepande, og hæld resten af fonden ved. Bag dem i ovnen i ca. 1 time på midterste ovnrille.
- Hak mynten og rør den i yoghurten, lad den gerne trække imens auberginen er i ovnen.
- Server evt med et drys af feta, samt lidt feta ved siden af samt yoghurten.
Tilbehøret kan også bestå af gode oliven, en hummus, raita eller en blandet frisk salat.